På Hørslev Julemarked har vi en lang række aktiviteter, som alle er gratis for børn og voksne. Hver dag er der blandt andet mulighed for at lave snobrød, tage på nisseløb eller lege i halm. Derudover kan du her få et overblik over hvilke dage hestevognen kører, hvornår smeden kommer forbi og alle de andre aktiviteter som vi har lagt i kalenderen.
Snobrød: Hver dag tænder vi op i bålet, finder den gode snobrødsdej frem og lader tålmodighedstesten begynde. Det er altid et sikkert hit at komme ned i gear med snobrødsbagning.
Veterantraktor: En gammel Porsche-traktor fra 1954 trækker jer og den smukke julevogn rundt mellem juletræerne med den hyggelige motorbrummen i baggrunden.
Hestevognskørsel: De to bomstærke heste trækker roligt julevognen rundt mellem juletræerne. Her er der plads til at hele familien kan komme med rundt og se den flotte natur og de mange træer.
Nisseløb: Send ungerne ud på jagt i juletræerne efter de forsvundne drillenisser og se om der muligvis skulle gemme sig en lille præmie til dem efter strabadserne.
Smeden: Smeden Johannes, som er smed i Den Gamle By, kommer forbi med sin feltesse, og viser hvordan det gamle håndværk skal gøres. Det er ligeledes muligt at forsøge sig selv ud i smedekunsten.
Legeplads: På Hørslev Julemarked ser vi vores juletræsskov som en stor legeplads for børn og barnlige sjæle. Desuden har vi fået placeret en skøn naturlegeplads midt i juletræerne, som gør det ekstra underholdende at være på juletræsjagt.
Julemanden: Julemanden er en god ven af Hørslev Julemarked og tager derfor ofte forbi med godter op til flere gange i løbet af december.