Selvom vi elsker julen, julehygge og alt det som følger med et julemarked, vil det altid være juletræerne der betyder mest for os. Vi har arbejdet med juletræer gennem 2 generationer og derfor opbygget en stor viden om emnet, som vi både er vilde med at benytte og snakke om. I Hørslev har vi haft juletræer siden 2013, hvor vi plantede de første træer. Siden har vi plantet nye hver år og har nu 10 hektar med juletræer i Hørslev, alle Nordmannsgran.
For mange er juletræer sjovt nok noget som hører julen til… Men sådan er det ikke for os, det er et fuldtidsarbejde hele året rundt. Træerne skal gødes, formklippes, vækstreguleres og mange andre tidskrævende opgaver. Derfor har vi forsøgt at lave en oversigt over, hvordan vi mere præcis sørger for at få de flotteste juletræer i hele Østjylland og omegn.